Denne måde at beskrive uddannelsesforskningen på kender man fra det, der internationalt hedder School effectiveness-forskning, dvs. en forskning, der bidrager til at

• styrke effektfuldheden (hvilket er noget andet end ”effektiviteten”) af den pædagogiske indsats
• skabe et solidt grundlag for beslutningstagere på både lokalt og nationalt niveau.

I denne tilgang ligger der ikke nogen forestilling om, at bare man underviser på en bestemt måde eller benytter sig af bestemte metoder, vil det have en dertil svarende effekt. Der er ikke noget simpelt, kausalt forhold mellem input og effekt.

Udfordringen for enhver underviser og leder er, at samtidig med at undervisning og ledelse har mål, er der ikke simple måder at realisere målene på. Opgaven kan ikke karakteriseres som en opgave af simpel rationalitet, men – med den amerikanske nobelpristager Herbert A. Simon’s begreb – som en opgave karakteriseret ved ”bounded rationality”.

Hermed menes, at enhver undervisers og leders handlingskapacitet er mindre end opgavens kompleksitetsomfang. Derfor er svaret på den pædagogiske udfordring, at lærere, pædagoger, ledere, administratorer og politikere udøver professionel dømmekraft. De kombinerer, som den amerikanske sociolog Robert K. Merton har sagt om de moderne professioner, knowing, doing og helping.

En moderne profession er karakteriseret ved at

• vide noget, som andre ikke ved: Man benytter forskningsbaseret viden og data om sammenhængen mellem pædagogiske indsatser og børn og elevers læring, trivsel og udvikling
• kunne noget, som andre ikke kan: Man benytter sine egne erfaringer og indlevelse i det enkelte barns og i hele klassens situation. Man arbejder sammen i team eller i det, der nu om dage også kaldes professionelle læringsfællesskaber
• ville noget, dvs. efterleve et normativt professionsideal: Den pædagogiske indsats er styret af et ideal om at støtte børns og elevers udvikling, trivsel og læring bedst muligt.

I forhold hertil kan forskningen, som den indflydelsesrige newzealandske uddannelsesforsker John Hattie har sagt, ikke levere handlingsregler, men skabe grundlag for intelligent problemløsning. Den kan understøtte udøvelsen af professionel dømmekraft ved at levere sikker viden, solide data og forskningsresultater, der kan bruges i praksis på alle niveauer af dagtilbuds- og grundskoleområdet, fra det pædagogiske forhold mellem lærer/pædagog og børn over ledelsesniveau til forvaltnings- og politikniveau.

Denne informationsbasis er, med den indisk fødte velfærdsøkonom og nobelpristager Amartya Sen’s begreb, den såkaldte ”praktiske fornufts” forudsætning i udøvelsen af pædagogisk og professionel dømmekraft.